Voksne

En hel uge for de unge, der er blevet ældre

Morgensang. Strikkepinde. En cykeltur gennem byen. Elvis i kirken. Film, fællesspisning, kunst, dans og gode historier. I uge 34 forvandles Brønderslev til én stor Seniorfestival, hvor oplevelser og fællesskab går hånd i hånd. Biblioteket er med.

Af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher

Kvindelig senior med hvid filt hat rækker ud og smiler.
Foto: Legabbiedelcuore, Pixabay
Udsnit af program for Brønderslev Seniorfestival 2026.

Brønderslev Seniorfestival er for seniorer, pensionister, deres pårørende og alle, der har lyst til at dele en uge fyldt med nærvær, inspiration og nye møder. Kom alene eller tag en ven, nabo eller et familiemedlem med – de bedste oplevelser bliver ofte endnu bedre, når de deles.

Bag festivalen står et stærkt fællesskab af lokale foreninger, kulturinstitutioner, frivillige og kommunale aktører. Sammen har de skabt et alsidigt program med musik, foredrag, fællessang, kreative aktiviteter, motion, film, kunst og hyggelige stunder omkring kaffebordet.

Glæd dig blandt andet til foredrag med Peter Duetoft i Sognegården, byvandring med guide og fortælling fra Vildmosemuseet, kreativ eftermiddag med porcelænsmaling, Oscarvinderen 'Affektionsværdi' i BASbio, sommersang i Rhodondendronparken og meget, meget mere.

Bag festivalen står Grønningens Centerråd, Bien, Borger9700, Brønderslev Biblioteket, Vildmosemuseet, Brønderslev Familie- og Firmaidræt, BASBio, Brønderslev Kirke, Grøn Patrulje, Kirkens Korshær, Ældresagen, Midtvendsyssel Veteranklub samt Fælleshuset – Niels Bohrs plads.

Også biblioteket byder naturligvis ind med hele tre arrangementer:

Fremtidsværksted

Fremtiden eksisterer ikke endnu og kan kun forestilles. Mennesker besidder en naturlig evne til at forestille sig.

Denne formiddag har form som et fremtidsværksted, hvor vi sammen udfordrer eksisterende antagelser og skaber nye spørgsmål, indsigter og perspektiver på fremtiden, som noget, vi selv kan være med til at forme gennem egne opfattelser og handlinger. Det gælder både den nære fremtid om lidt og i morgen, men også den, vores børnebørn og oldebørn engang til overtage.

Værkstedet foregår på biblioteket og ledes af Kristina Elmo Lundbye og Hans Wendelboe Bøcher.

Tilmelding

Gratis adgang med tilmelding.

Kærligt blik tilbage på 100 års kvindeliv

En varm sommerdag i 1973 mødtes seks kvinder i Dronninglund. En af dem boede i København og kunne fortælle om de kvindepolitiske strømninger, der ulmede i hovedstaden. Den aften grundlagdes kvindegruppen ”Kvinder i Dronninglund”, der i årtier har stået bag lokale posthusmøder og foredrag, internationalt fredsarbejde, Mogens Otto Nielsens store gavlmaleri i Dronninglund … og interviewfilmen ”Kvindeliv gennem 100 år” fra 1998.

Og det er den, vi – efter en kort introduktion - sammen skal se.  Her fortæller 10 piger og kvinder, der er født i hvert sit årti om pige- og kvindeliv i Dronninglund. Den ældste medvirkende var i 90’erne, tidligere lærer og bosat på plejehjemmet Margrethelund. Den yngste var syv.

Kom og få et skud ægte, velfortalt lokalhistorie og bliv selv inspireret til at gå hjem og fortælle, optage og gemme din egen fortælling til dine efterkommere.

Filmen vises i BIEN, Grønningen.  

Tilmelding

Pris 25 kr. (betales ved indgangen).
Tilmelding nødvendig på seddel i Grønningens café. 
Alternativt via tlf. 4132 9260, ml. kl. 09 og 13.

Oplevelseslæsning i BIEN

Bibliotekar Kirstine Grøngaard læser en nøje udvalgt novelle og et digt højt. Undervejs gør vi ophold og taler sammen om det, vi hører. Der er ingen rigtige eller forkerte svar – det hele handler om, hvad du og vi andre tænker og oplever. Det er en fantastisk og anderledes måde at opleve litteraturen på i fællesskab!

Oplevelseslæsning kræver ingen forberedelse. Deltagere skal være over 18 år. 

Tilmelding

Gratis adgang med tilmelding tilmelding.

 

Seniorfestival Brønderslev er et levende bevis på, hvad der kan opstå, når lokale kræfter går sammen. Vi glæder os til at byde dig velkommen til en uge, hvor nye oplevelser kan blive begyndelsen på nye fællesskaber.